Lidt om området

Lidt om området


Huset er højt og ugenert beliggende på en stor naturgrund på ca. 3.000 m2. Du kommer til huset ad en blind grusvej, hvor der kun er meget beskeden lokal trafik til områdets sommerhuse.


Mod vest er der en flot udsigt over Jammerbugten og over et særpræget klitområde med sommerhuse. I klart vejr kan du se helt til Hanstholm ca. 45 km. borte.


Mod øst er der udsigt over sommerhusområdet Bredbjerg, der er et dejligt klit- og skovområde med spredte sommerhuse. Alle grunde i Bredbjergområdet er på 3-4.000 m2, så der er god plads og ingen gener fra naboer.


Der er et rigt dyreliv i området og dyrene bevæger sig ofte rundt mellem husene. Vi ser jævnligt rådyr, harer, fasaner og agerhøns lige uden for huset. I forsommeren er gøgen fast indbygger i området og starter dagene sit kuk-kuk. Tårnfalke og musvåger svæver jævnligt over lien lige vest for huset.


Ad områdets afmærkede gangstier er der 6-700 meter til en af Danmarks bedste badestrande. Gangstierne snor sig gennem det fredede og særprægede klitlandskab. Har du cykel med - eller har du lejet cykel - kan du cykle til stranden ad gode grusveje og stier. Der er ca. 1,5 km. og du skal nok få pulsen op når du skal tilbage! Hvis du foretrækker at køre i bil til stranden er der ca. 6 km.


Hele sommerhusområdet, der strækker sig fra Blokhus i syd til Kettrup Bjerge ca. 15 km. mod nord, er forsynet med et velanlagt og vel afmærket system af gangstier samt et net af grusveje med ringe trafik. Der er masser af muligheder for trave- og cykelture for både store og små  i skoven, i klitterne eller på stranden. Der ligger kort over områdets veje og stier i huset.


Du kan gå ad stier og små-veje til den hyggelige ferieby Blokhus på en god halv time. Ad landevejen er der ca. 6 km. I Blokhus er der en lang række af spændende butikker med et varieret udbud af beklædning, sportsudstyr og souvenirs. Der er også et bred udvalg af restauranter og cafeer. Du kan læse mere om Blokhus på www.visitjammerbugten.dk.


I den lille by Hune, som du kommer igennem på vej til Bredbjerg og på vej til Blokhus er der også en række spændende butikker med alt fra supermarkeder, fiskeforretning, bager, tøjbutikker til en stor tømmerhandel med byggemarked.


I Pandrup og i Saltum - begge ca. 8-10 km. - finder du begge steder store daglivareforretninger, tøjbutikker og meget mere.


I den lille by Kaas - ca. 12 km. - finder du en af Nordjyllands (og måske Danmarks?) absolut bedste og flotteste slagter- og delikatesseforretninger med masser af hjemmelavede ting og udenlandske specialiteter, se mere på www.slagterenikaas.dk




Billeder fra området

Se hvad stranden ved Blokhus også kan bruges til :-)


Lidt historie

Hvorfor "Jammer" bugten?

Når stormene rasede søgte skibene på havet ind i Jammerbugten. Beboerne langs bugten - med Børglumbispen Stygge Krumpen i spidsen - sendte heste med lygter under maven ud på strandene. Når besætningerne på skibene så disse lygter, troede de, at det var skibe der lå længere inde i bugten, og at det derfor var sikkert at søge tættere ind mod kysten.


Når skibene så gik på grund, stod de lokale beboere klar til at overfalde og plyndre søfolkene.Det medførte en jammer, som har givet det historiske navn til bugten.


Der er i tidens løb sket utallige forlis i Jammerbugten, hvilket redningsstationerne i Blokhus, Slettestrand, Løkken og Lønstrup vidner om.


Det var et ærefuldt, men også farligt job at være redningsmand, men de mange liv der blev reddet, taler ders tydelige sprog om redningsfolkenes flotte indsats.


I dag er det bestemt ikke "jammer", der kendetegner bugten, men derimod dejlige badestrande og et livligt ferie liv.

Skibsvraget på stranden

På stranden ved Pirupshvarre, næsten lige neden for huset kan man som regel se resterne af et gammelt skibsvrag. Af og til er det dækket af sand, men som regel er dele af det synligt.


Det er vraget af barken "De tre Venner" af Kristiania, der strandede i en kraftig storm den 7. januar 1882.


Det lykkedes redningsmandskabet fra redningsstationen i Blokhus at redde skibets besætning på 8 mand. Mandskabet blev da også af staten belønnet med 10 kr. hver for med livet som indsats at have reddet besætningen.


Under 1. verdenskrig, hvor der var mangel på brændsel, blev skibets spanter savet af og anvendt til brændsel. Derefter sandede vraget til og var glemt indtil kort efter nytår i 1984, hvor det under et stormvejr blev delvist frilagt.


Siden da har større eller mindre dele af vraget været synligt.