Lidt om området
Huset er højt og ugenert beliggende på en stor naturgrund på godt 3.000 m2. Du kommer til huset ad en blind grusvej, hvor der kun er beskeden lokal trafik til sommerhusene i området.
Mod vest er der en flot udsigt over Jammerbugten og et særpræget klitområde med sommerhuse.
Mod øst er der også en flot udsigt over sommerhusområdet Bredbjerg, der er et dejligt klit- og skovområde med spredte sommerhuse. Alle grunde i Bredbjerg området er på 3-4.000 m2, så der er god plads og ingen gener fra naboer.
Der er et rigt dyreliv i området og dyrene bevæger sig ofte rundt mellem husene. Vi ser jævnligt rådyr, fasaner og agerhøns lige uden for huset. I forsommeren er gøgen fast indbygger i området og starter dagene med sit kuk-kuk. Tårnfalkene og musvågerne svæver næsten dagligt over lien lige vest for huset.
Ad områdets afmærkede gangstier er der ca. 700 m. til en af Danmarks bedste badestrande. Gangstierne snor sig gennem det fredede og særprægede klitlandskab. Har du cykel med (eller har lejet cykel) kan du cykle til stranden ad rimelige grusveje. Der er ca. 1,5 km. Hvis du foretrækker at køre i bil til stranden er der ca. 6 km.
Hele sommerhusområdet, der strækker sig fra Blokhus i syd til Saltum, 10 km. mod nord, er forsynet med et velanlagt og vel afmærket system af gangstier samt et net af grusveje med ringe trafik. Der er masser af muligheder for trave- og cykelture for både store og små.
Du kan gå til den hyggelige ferieby Blokhus på omkring en halv time. Ad landevejen er der 6 km. I Blokhus er der både supermarked og en række spændende butikker med et meget varieret udbud af varer og souvenirs. Der er desuden et bredt udvalg af restauranter og cafeer. Du kan læse mere om Blokhus på www.visitblokhus.dk.
I den lille by Hune, som du kommer igennem på vej til huset og på vej til Blokhus, findes også en række spændende butikker med alt fra supermarked og bager over fiskeforretning og lyse-støberi til tøjforretninger med tøj for alle aldre.
I Pandrup, hvortil der er omkring 10 km., finder du et stort udvalg af dagligvarebutikker, tøjbutikker, apoteksudsalg m.m. |